NTS-centerets Årskonference 2012
Innovation, inspiration, begejstring, formidling, læring og synergi på NTS-centerets Årskonference 2012
Innovation, inspiration, begejstring, formidling, læring og synergi mellem sundhed og naturfag var nøgleordene, da store dele af professionshøjskolen Metropol i København torsdag d. 8. og fredag d. 9. marts blev omdannet til en heksekedel af aktivitet og networking. NTS-centeret, det nationale center for natur, teknik og sundhed, samlede omkring 250 undervisere, formidlere og andre ressourcepersoner indenfor naturfaglig undervisning til centerets årskonference 2012. Desuden deltog Morten Østergaard, Minister for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, der med udgangspunkt i Science fiction filmen "Den fantastiske rejse" talte om fascinationskraften i naturvidenskab.
Konferencen satte spot på krydsfeltet mellem sundhed og naturfag i undervisningen. Der blev arbejdet med ”det sunde liv” - hvor naturfagene bidrager med viden og forståelse om blandt andet kroppens fysiologi og biokemi samt kostens betydning for kroppen. Desuden var der stor fokus på sundhed ud fra et erhvervsmæssigt perspektiv, hvor eksempelvis bioteknologi og nanoteknologi bidrager til sygdomsbekæmpelse, mens mekanik og robotteknologi inddrages når der skal udvikles hjælpemidler, kunstige lemmer mv.
Inspirerende oplæg og den røde tråd
En stribe talere, oplægsholdere og workshops gav hver deres bud på, hvordan naturvidenskaben kan underbygge sundhedsbegrebet, og hvordan sundhed kan være med til at få flere unge til at vælge en uddannelse indenfor natur, teknik og sundhed. Tværfaglighed var en rød tråd gennem hele konferencen. Stort set alle oplægsholderne fremhævede betydningen af tværfaglighed og et godt samspil mellem de forskellige fag.
Lars Ulriksen fra Institut for Naturfagenes Didaktik på KU, gav et meget præcist billede af, hvorfor sundhed som emne kan styrke unges interesse for naturfag. Man kan se hans præsentation her. Han gjorde blandt andet opmærksom på forskellene i drenges og pigers interessefokus indenfor emnet. Hos pigerne var det primært kombinationen af sundhed, pleje og sygdom, der trak – mens drengene især var interesserede i den teknologiske side af sundhedsbegrebet.
Ph.d.-stipendiat på iNANO Anders Okholm fortalte om sin begejstring for nanoteknologi, der er et godt eksempel på en tværfaglig disciplin, der både rummer sundhed og naturfag. Eksempelvis fortalte han om arbejdet med at lave målrettet medicin, der angriber kroppens syge celler, men ikke de raske.
Palle Høy Jakobsen fra Novo Nordisk lagde i sit indlæg vægt på, at høj faglighed og gode samarbejdsevner er erhvervslivets vigtigste krav til nye medarbejdere – og fortalte, at der vil blive brug for masser af unge med en uddannelsesmæssig baggrund indenfor natur, teknik og sundhed. Se video, præsentation og lydfiler med Anders Okholm og Palle Høy Jakobsen.
Fødekæden skal være i orden, mener minister
Morten Østergaard, Minister for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser delte sine tanker om, hvordan natur, teknik og sundhed kan være med til at imødegå udfordringerne på fremtidens arbejdsmarked. Han sagde eksempelvis:
”Ved finansloven i 2012 fik vi forhandlet os frem til, at der blev tilført 200 millioner kroner ekstra til forskning i miljøteknologi, fremtidens energiforsyning og fødevarer. Det er områder, der er kendetegnet ved stor global vækst, og vi ved, at dansk erhvervsliv og forskning står stærkt… også i international sammenhæng. Det er altså med andre ord områder, der kan være med til at skabe forøget vækst og velstand i Danmark. Skal vi bevare og udbygge disse styrkepositioner, så skal fødekæden være i orden. Det kræver, at flere unge tager den fantastiske rejse ind i naturvidenskabernes og sundhedsvidenskabernes verden. Derfor vil jeg gerne takke for det forbilledlige arbejde I laver med at plante de frø, der med tiden skal føre til, at vi netop får disse kompetencer hos nogle flere unge, når de kommer ud i den anden ende af uddannelsessystemet. I har en vigtig opgave med at styrke interessen for natur, teknik og sundhed i det danske uddannelsessystem – og en rigtig vigtig opgave med at styrke kvaliteten af undervisningen. Både i de fag der er indrettet til det og på tværs gennem tværfaglighed. Det er en opgave, der har rigtig stor betydning for alle de andre ambitioner vi har om at skabe et samfund, hvor der er vækst og beskæftigelse. Derfor er det en rigtig vigtig opgave I løser… intet mindre.” Læs hele Morten Østergaards tale - Den fantastiske rejse.
Derefter blev deltagerne udsat for et fælles eksperiment, der udfordrede smagssansen - og fik en introduktion til Masseeksperimentet i Dansk Naturvidenskabsfestival 2012
Markedsplads, workshops og temaspor
På konferencens markedsplads summede det af aktivitet fra mere end 25 aktører. Foreninger, lærere, naturfaglige besøgssteder og mange andre inspirerede til spændende undervisning, der kobler sundhed og naturfag sammen. Desuden kunne deltagerne opleve workshops og temaspor, hvor bidragsydere fra omkring 30 forskellige institutioner og virksomheder gav deres bud på spændende undervisningsforløb. Der var masser af inspiration og rig lejlighed til at networke og skabe nye kontakter. Se video interviews og oplæg med Magnus Oskarsson fra Mittuniversitetet i Sverige og Megan Faurot fra Institute for Women's Health Research, Northwestern University, USA, fra temasporet Interesse, motivation og rekruttering.
Tekst: Michael Jensen - Video: Zoomdox







