Læsning i naturfag - Reflektioner fra NFSUN
Der var fokus på faglig læsning i naturfagene på årets NFSUN (Nordisk Forsker Symposium om Undervisning i Naturfag), der blev afholdt den 14.-16. juni 2011 i Linköbing.
I forsøget på at få indsigt i, hvad der kan fremme elevernes forståelse og dermed interesse for naturfag, er der de sidste år blevet fokuseret meget på faglig læsning. Arbejdet med faglig læsning er dog ikke entydigt. Nogle ser på, hvad der egentligt står i en tekst – dvs. hvordan man ved at analysere teksten og dens kontekst, kan få noget andet ud af teksten end det tiltænkte. Andre ser på, hvordan de faglige begreber er forklaret, så eleverne hele tiden ved, hvad der skrives om. Og andre igen ser på en samlet forståelse af teksten gennem spørgsmål eller opgaver.
Sonja Mork, Wenche Erlien og Marianne Ødegaard - alle fra Naturfagsenteret ved Universitetet i Oslo - fortalte om deres arbejde med læsning i naturfag.Med den nye lærerplan (Kunnskapsløftet), der blev indført i Norge i 2006, kom der blandt meget andet fokus på læsning. Det svare meget godt til det fokus på faglig læsning, som er fremhævet i Fælles Mål 2009.
For at forbedre lærernes kompetencer med læsning i naturfag har de udviklet en ramme for undervisningen som:
- bygger på kendte læsestrategier
- gør elevene til aktive og bevidste læsere
- viser systematisk arbejde med tekster i naturfag
- viser hvordan læsning kan integreres som en naturlig del af undervisningen og give bedre læring
- er et solidt værktøj som let kan tilpasses forskellige temaer og tekster
De skelnede mellem aktiviteter før læsning (bl.a. hvad er målet og hvad er hensigten med læsningen), under læsningen (bl.a. stille spørgsmål og finde sammenhænge) og efter læsningen (vurdere, reflektere og opsummere). Konkret fokuserede de på den aktive læsning, hvor læseren (eleven) får specifikke mål og instrukser. Der fokuseres på vigtige sider i teksten og reflekteres over indholdet.
Til en konkret tekst stillede de følgende spørgmål og opgaver til eleverne:
- Hvad handler teksten
- Understreg specielle ord og sætninger i teksten
- Opsummer i fællesskab
- Lav en tabel over indholdet
- Brug et begrebskort til at bearbejde information fra teksten
Der blev ud fra en konkret tekst om en dinosaurart, som var fundet på Svalbard, arbejdet med, hvordan man kan understrege ord som drejede sig om henholdsvis, hvad der sagde noget om dinosauren, og om hvilke metoder forskere brugte. Derefter blev der talt om de understregede ord, og deres sammenhæng med dinosauren såvel som deres indbyrdes sammenhæng blev tydeliggjort gennem et begrebskort. Som eksempel på, hvordan det kunne sættes ind i et begrebskort, blev det vist, hvordan det er let at bruge www.mindomo.com. Det samme kunne selvfølgelig ske med en hvilken som helst naturfaglig tekst.
Desværre kom seancen ikke omkring andre naturfaglige begreber end nogle begreber fra fysikundervisningen, og da der blev spurgt til, hvor det praktiske blev af, blev der vist en side om hvordan man havde medtaget mål på en uglekasse. Men det kunne sikkert lade sig gøre, at arbejde med fremstilling af en sådan kasse.
Under alle omstændigheder har arbejdet og deres undersøgelser understreget, at der i den nuværende traditionelle skole ikke arbejdes bevidst med at udvikle elevernes læsekompetence i naturfag, selv om der er fokus på den generelle læsning. Men forskning med undersøgelser i naturfagstekster var en aha-oplevelse for de deltagende lærere. Og for lærerne betød brug af konkrete læsestrategier, at det var let at udskille vigtig information, det gav stort læringsudbytte, og det var motiverende for ellers urolige elever. Alle var aktive.
Det skal ses i modsætning til lærerens almindelige undervisning, hvor man ikke er så grundig og ikke i samme grad vurderer påstande. Man går m.a.o. for hurtigt frem. Endelig giver denne fokus på læsning i naturfag lærerne mulighed for at evaluere egen undervisning. De ser det som et læringspotentiale at arbejde systematisk med læsning og naturfaglige tekster.
Sammen med fokus på de faglige begreber og brug faglige ord i en konkret situation, hvor der arbejdes praktisk med emnet, anbefales det, at man ser mere på læsning i naturfag ud fra det beskrevne. Det er ikke emne, som man behøver være forsker for at arbejde med. Alle lærere bør have fokus på faglig læsning og det kunne være et emne at tage op enten i de lokale netværk eller er i en diskussionsgruppe på ntsnet.dk.
Foreslag til litteratur:
Mork, S., M. & Erlien, W. (2010). Språk og digitale verktøy i naturfag, Oslo: Universitetsforlaget
Engen, L., & Helgevold, L. (2006). Fagbok i bruk. Å lese en fagtekst. I Lesesenteret (Ed.), Fagbok i bruk. Grunnleggende ferdigheter. Stavanger: Nasjonalt senter for leseopplæring og leseforskning.
Wellington, J., & Osborne, J. (2001). Language and literacy in science education. Buckingham, Philadelphia: Open University Press








